Til Aarhus Mini Maker Faire kan du møde Christine Flummer, som sælger re-designede og håndsyede accessories under navnet RemadeBliss.

Både lørdag og søndag kan du møde Christine i hendes stand, hvor hun sidder og arbejder med sin symaskine. Hun vil også rigtig gerne vise de besøgende, hvordan de selv kommer i gang – bl.a. med at splitte gamle jeans ad og lave computer-sleeves af for- og baglommer og flettede key-hangers af benene.

remade1

“Jeg har altid elsket min symaskine og muligheden for at lave sine egne ting på den,” fortæller Christine. “At man kan stå med noget stof og kun med sin fantasi og sin symaskine lave noget helt unikt.”

“Jeg er vokset op i genbrugstøj og elsker at kigge i genbrugsbutikker – det er en sport, det er jagten på de der gemte skatte, man kun kan finde i genbrugsbutikker, og det er den gode handel, man kan gøre”, fortsætter hun.

remade3

“Samtidig passer det godt sammen med mine overbevisninger om miljø og (over)forbrug. Fremstilling af tøj er enormt ressourcekrævende, og samtidig er vores køb i høj grad er styret af, hvad vi har LYST til at have – og ikke, hvad vi har BEHOV for at have,” siger Christine.

“At fremstille accessories af genbrugstøj er for mig et ‘smuthul’, hvor det er ok at shoppe og stille sin lyst til lækre nye ting, fordi jeg ikke bruger nye ressourcer – men derimod bruger min fantasi til at tage ressourcer, der ikke længere er meget værd, og lave dem om, så de igen har høj værdi.”