Hvad er et Maker Faire?

‘Makers’ er det engelske ord for folk, der skaber ting selv – og Maker Faire Aarhus er en kæmpe 2-dages festival, som fejrer og styrker gør-det-selv-kulturen.

 

Vores slogan er ”Se seje opfindelser – lær hvordan de virker – prøv at lave dem selv!”

 

Festivalen finder sted den første weekend i efterårsferien. I 2019 var der over 6000 nysgerrige besøgende igennem huset. Maker Faire Aarhus 2020 blev desværre aflyst grundet Covid-19.

Der er fri entré til festivalen, som består af en masse stande, aktiviteter, workshops og åbne værksteder for både børn og voksne.

 

   

 

I 2019 kunne publikum bl.a.:

 

  • prøve at programmere med Arduino og micro:bits
  • få tatoveret deres indre skønhed
  • bygge robotter
  • flyve med en dronesimulator
  • se en vaskeægte Tesla Coil
  • tegne manga
  • prøve en dyp-inator
  • bygge sejlskibe af genbrugsmaterialer
  • køre sofaræs
  • designe stofposer
  • blive klogere på cybersikkerhed
  • opleve et vandgardin
  • brodere, strikke og binde bøger
  • kramme en shadowtrooper

 

Maker-bevægelsen er særligt kendt for sin nysgerrighed og begejstring for ny teknologi, f.eks. 3D-print, programmering, hacking, robotter, droner og virtual reality, og det lægger vi også vægt på ved Maker Faire Aarhus. Men som I kan se på eksemplerne, elsker vi også old school håndværk, design og ’fri leg’ med alskens materialer 😉

 

Standene på Maker Faire Aarhus drives både af enkeltpersoner, klubber/foreninger, virksomheder og institutioner. Fælles for de deltagende ’makers’ er, at det er mennesker, som brænder for at skabe noget selv og inspirere andre til at gøre det samme.

 

Maker Faire Aarhus arrangeres og afvikles af Dokk1/Hovedbiblioteket i samarbejde med det lokale makerspace OSAA (Open Space Aarhus) samt den verdensomspændende organisation MAKE. Vi er det eneste event i Danmark, som hører under MAKEs paraply af globale Maker Faires, hvoraf de største finder sted i New York og Californien.

 

Vi er samtidig et af de eneste Maker Faires i verden, som det er gratis at være med til – både for makers og for publikum. Som bibliotek vil vi nemlig gerne sprede viden, oplysning og inspiration – ikke kun via bøger, men også via events som Maker Faire Aarhus, hvor leg og kreativitet kobles med hands-on læring og fællesskab.

 

Hvis du har lyst til at se billeder fra festivalen og løbende læse nyt om Maker Faire Aarhus, kan du følge os på Facebook og Instagram.