Vi er megaspændte på alt det, som robotcenteret Actura kommer med på weekendens Mini Maker Faire! Der er masser af spændende ting for både børn og voksne – se mere herunder …

Actura NAO og børn

ROBOTWORKSHOP FOR BØRN

Både lørdag og søndag er der robotworkshops, hvor man kan prøve at styre robotten NAO – en sjov, menneskelignende robot på 58 cm. NAO har masser af sensorer, så børnene kan få den til at tale, gå, rejse og sætte sig.

Imens kan de voksne få en snak med Actura Robotcenter om brugen af robotter og teknologi i læringsøjemed. Actura har stor erfaring med brug af robotter i blandt andet folkeskolen og indenfor specialområdet.

Der er et begrænset antal pladser på hver workshop, så man skal tilmelde sig på Acturas stand. Workshoppen varer cirka én time og finder sted både lørdag og søndag kl. 10, 11, 13, 14 og 15.

Actura kreativitet

LASERCUT SVÆVEFLY OG ROBOTSPRÆLLEMÆND

Med en lasercutter kan man hurtigt og præcist skære dele ud i alverdens materialer, og kun ens egen kreativitet sætter grænser for, hvad man kan lave med den.

Til Mini Maker Faire kan børn og barnlige sjæle prøve det selv, når vi skærer dele til svævefly, robotsprællemænd og en lille robotdame til at hænge op. Når delene er skåret på maskinen, skal hænderne i gang – flyverne og sprællemændene skal samles, og modellerne skal dekoreres og afprøves.

Det foregår i Tweens Lab på Niveau 2, og der er ingen tilmelding – kom forbi, når du har lyst.

Actura dreng og 3D print

3D PRINT

Emil fra Actura Robotcenter har lavet en 3D-model af Dokk1. Modellen blev givet som en gave fra Aarhus Kommune til Dronningen ved indvielsen af Dokk1 i juni.

Ved Acturas stand på Mini Maker Faire kan du komme forbi både lørdag og søndag fra 10-16 og se, hvordan Emil løste udfordringen med at få omdannet så stort og komplekst et byggeri til en model, som det var mulig at 3D-printe med etager, hulrum, vinduer, trapper og udhæng.

Actura Morten Olesen

OPLÆG: BØRN, ROBOTTER OG SKJULTE TALENTER

Det her er mest for voksne 🙂

Kom og hør med, når Morten Olesen fortæller om at arbejde med menneskers talenter og egenmestring, specielt hos børn med autisme og/eller ADHD.

Mange børn med særlige behov har også særlige talenter. Disse talenter kan ofte være skjult for forældre og lærere, bla. fordi deres specialviden ligger uden for lærernes videns- og interesseområde. Det kan derfor være relevant at overveje, hvordan inddragelse af ny teknologi kan åbne for nye potentialer hos denne gruppe børn.

”Jeg er på samme tid meget fascineret og skeptisk, når vi snakker om at bruge robotter inden for undervisnings- og velfærdsområdet. Når jeg arbejder med børn og robotter, handler det 90% om børn og 10% om robotter – det vigtige er ikke, hvad robotten kan, men hvad barnet kan med en robot”, siger Morten Olesen.

Morten Olesen er direktør hos Actura Robotcenter og har i 2015 vundet DIGITALISERINGSPRISEN og ASPITs JUBILÆUMSPRIS.

Oplægget holdes på Rampen søndag kl. 13.30, og der er fri entré og ingen tilmelding.

Actura Nanna og Mathias