Hvad er et Maker Faire?

‘Makers’ er det engelske ord for folk, der skaber ting selv – og Maker Faire Aarhus er en kæmpe 2-dages festival, som fejrer og styrker gør-det-selv-kulturen i Aarhus og omegn.

 

Vores slogan er ”Se seje opfindelser – lær hvordan de virker – prøv at lave dem selv!”

 

I 2023 var der omkring 6500 nysgerrige besøgende igennem huset.

Der er fri entré til festivalen, som består af en masse stande, aktiviteter, workshops og åbne værksteder for både børn og voksne.

 

   

 

I 2023 kunne publikum bl.a.:

  • prøve at programmere med micro:bits og spille med i et ægte robotorkester
  • skære bamser i stykker og ombygge dem til robotter
  • flyve med droner og svævebiler
  • møde en vaskeægte steampunker
  • slagte en sofa
  • prøve en dyp-inator
  • lytte til planter
  • designe og bygge deres egne spil
  • prøve en tuftepistol
  • 3D-printe
  • lave keramik
  • lære at dirke en lås
  • klappe en kosterobot

Maker-bevægelsen er særligt kendt for sin nysgerrighed og begejstring for ny teknologi, f.eks. 3D-print, programmering, hacking, robotter, droner og virtual reality, og det lægger vi også vægt på ved Maker Faire Aarhus. Men som I kan se på eksemplerne, elsker vi også old school håndværk, design og ’fri leg’ med alskens materialer!

 

Standene på Maker Faire Aarhus drives både af enkeltpersoner, klubber/foreninger, virksomheder og institutioner. Fælles for de deltagende ’makers’ er, at det er mennesker, som brænder for at skabe noget selv og inspirere andre til at gøre det samme. Kender du nogen der skal deltage som maker? Så send dem vores vej.

 

Maker Faire Aarhus arrangeres og afvikles af Dokk1/Aarhus Bibliotekerne  i samarbejde med det lokale makerspace OSAA (Open Space Aarhus) samt den verdensomspændende organisation MAKE. Der findes Maker Faires i store dele af verden, men i øjeblikket er Aarhus den eneste danske by det afvikles i.

 

Vi er samtidig et af de eneste Maker Faires i verden, som det er gratis at være med til – både for makers og for publikum. Som bibliotek vil vi nemlig gerne sprede viden, oplysning og inspiration – ikke kun via bøger, men også via events som Maker Faire Aarhus, hvor leg og kreativitet kobles med hands-on læring og fællesskab.

 

Hvis du har lyst til at se billeder fra festivalen og løbende læse nyt om Maker Faire Aarhus, kan du følge os på Facebook og Instagram.